Open menu
04 Nov 2021

Unge kvinder på EYE2021 kæmper for bedre politiske tiltag

Image
EYE participants at EYE 2021

Den menneskemængde, der er på vej ind i salen, leder tankerne hen på en tætpakket frontrække ved en rockkoncert og står i skærende kontrast til den forretningsprægede atmosfære i Europa-Parlamentets bygning i Strasbourg. Mange af deltagerne ved Det Europæiske Ungdomsarrangement (EYE2021) prøver utålmodigt at klemme sig ind ad døren. Det er dog ikke et møde med en kendt politiker, der venter dem inde i salen, men derimod en workshop med et interessant navn: Women's Policies Battle (Kampen om kvindepolitiske spørgsmål).

Som navnet antyder, var det en politisk konkurrence, der specifikt fokuserede på politikker, der påvirker kvinder. Reglerne var enkle. Deltagerne – hvoraf langt de fleste var kvinder – blev opdelt i fire grupper, og så brainstormede de politiske idéer inden for tre "kampområder":

  1. Hvordan opnår man ligeløn og lige adgang til arbejdspladsen?
  2. Hvordan sikres en balance mellem arbejdsliv og privatliv og en ligelig fordeling af omsorgsforpligtelser?
  3. Hvordan sikres kvinders lige deltagelse i beslutningsprocesserne?

Derefter skulle to grupper "kæmpe mod hinanden" ved at præsentere deres idéer til bedre politikker inden for et tilfældigt udvalgt område. Efter de to præsentationer skulle hver gruppe besvare spørgsmål fra juryen, som bestod af syv unge kvinder fra tænketanken Re-Generation Youth, der organiserede arrangementet, og derefter lade publikum stemme om deres idéer.

 

 

 

Én gruppe kom sejrrigt ud af kampen og blev udnævnt som vinder: "50/50-gruppen" under ledelse af Agnieszka Homanska fra Polen. Gruppen levede op til sit navn og præsenterede en idé om ansættelseskvoter, der sikrer en kønsbalance på 50:50, ikke kun i høje stillinger, men på alle organisatoriske niveauer. De foreslog imidlertid også, at stillinger bør beskyttes i to år efter barselsorloven, og at der bør tilbydes gratis lederworkshops i skolerne, så alle elever er bedre stillet.

"For mig var det en kæmpe succes," lød det fra Serena Mazzei, en økonom uddannet ved King's College i London og skaberen af workshoppen, "for vi forventede ikke, at der ville komme så mange mennesker." Hun nævnte også, at det organisatoriske og logistiske arbejde i forbindelse med workshoppen var meget omfattende.

Hun blev dog hjulpet af de andre medlemmer af Re-Generation Youth, som er den italienske tænketank, hun er en del af. Tænketanken blev faktisk oprettet efter EYE2018. Den består af 15 unge kvinder, som forsker i styrkelse af kvinders indflydelse og status, digital omstilling og social fornyelse og tilrettelægger forskellige aktiviteter, f.eks. onlinemasterclasses for unge kvinder.

De øvrige grupper i konkurrencen foreslog masser af andre idéer. Workshoppen var godt nok ikke en rockkoncert, men de idéer, som EYE-deltagerne præsenterede og diskuterede, er helt sikkert klar til en Europa-turné.

 

 

Fra maj til oktober hørte Europa-Parlamentet unge mennesker i forbindelse med konferencen om Europas fremtid. Læs Youth Ideas-rapporten med de 20 bedste idéer fra disse høringer. Du kan læse om mange flere ungdomsidéer på  search.youthideas.eu

Hvis du gerne vil have, at din stemme bliver hørt, eller gerne vil se, hvilke ønsker andre har for Europas fremtid, så tjek hjemmesiden futureu.europa.eu.